Ved siden af sit folkekære og allerede dybt imponerende livsværk som poet, musiker, diplomat, sportskommentator og levemand står den uforlignelige Jørgen Leth også bag nogle af de mest nyskabende bidrag til dansk filmkunst. I dette helt nye portræt ser han tilbage på sit liv med film gennem 50 år. Fra jazzfilmen 'Stopforbud' (1963) over hovedværkerne og til samarbejdet med kunstnere som Andy Warhol og Lars von Trier. Leths personlige poetik bygger på en opmærksomhed og taknemmelighed over for det, han selv kalder tilfældets gaver, og det er en kreativ og uhyre veloplagt Leth, der her indvier os i sine inspirerende tanker om det at lave film. For selvom han allerede for adskillige årtier siden kunne have lagt sig til at hvile trygt på laurbærrene, så har Jørgen Leth en smittende begejstring for film, som om han kun lige var gået i gang. Leth kalder selv denne dokumentar for 'en filmskole i sig selv', som han håber vil inspirere en ny generation af filmskabere. Filmen er produceret af Louisiana Channel.