Det er et hårdt stykke arbejde, men nogen skal jo gøre det. For Ramallahs borgmester, den kristne Musa Hadid, handler hans job om at skabe stabilitet og sørge for at samfundets helt basale institutioner fungerer - og kun i anden række om politik. Og han har allerede hænderne fulde, for i palæstinensernes hovedstad er der sjældent to dage, der er ens. Den evige konflikt og de lige så evige fredsforhandlinger fylder meget, men det gør drømmen om øget turisme og fortove uden huller også. 'Mayor' giver os fuld adgang til den sympatiske og reflekterede Hadid under hans anden periode på posten, og til hans overvejelser om sit lands nutid og mulige fremtid. For enden af dagens mange gøremål i sin by har Hadid dog stadig en ultimativ mission: at gøre en ende på besættelsen af sit land. David Osit har med 'Mayor' skabt en flot og virkelighedsnær film, der giver os et nyt syn på både Palæstina og på det at drive et samfund.