Da Martin Margiela brød igennem i 1990'erne var han så langt foran alle andre, at resten af verden stadig er i gang med at indhente ham. Den mystiske modedesigner, der tænker som en kunstner; som med et enkelt og genialt greb kan vende op og ned på alt, og som tidligt valgte at være anonym. Det er den slags stof, myter er gjort af. Men i stedet for at dyrke myten inviteres vi ind i Margielas personlige atelier - og i hans hjerne - med ham selv som (audio)guide. At modeverdenens svar på Banksy således åbner op, er i sig selv lidt af en sensation, men filmen er dybt inspirerende langt ud over modeverdenen. En film for alle med interesse i at tænke radikalt kreativt og bryde traditionens usynlige grænser.