Luk
No items found.
Emil Nørgaard Munk + Victoria Francker + Signe Barvild Stæhr
Danmark, Palæstina + Danmark + Danmark
2020 + 2020 + 2020
62
min

Forestillinger om min far + Sidste øjeblikke + Barnepigerne

Show trailer
Tre korte danske film om tab, håb og kærlighed. Kreative rekonstruktioner møder rå realisme i personlige fortællinger om at komme videre.

'Forestillinger om min far' er instruktør Emil Munks iscenesættelse af de samtaler med sin afdøde far, som han aldrig nåede at have. En modig hybridfilm med en befriende finale. 'Sidste øjeblikke' er en sårbar og nærværende fortælling om kærlighed, når den gør ondt. Victoria Francker skildrer den sidste tid i et forhold mellem to unge kvinder i København. Og i 'Barnepigerne' vender filmskaberen Signe Barvild Stæhr tilbage til tabet af sin mor, da hun selv var blot fem år gammel, og rekonstruerer sin barndom i 1980'ernes forstadskøbenhavn i en performativ dokumentar med kreativt overskud.

Forestillinger om min far

Emil Nørgaard Munk / Danmark, Palæstina / 2020 / 25 min / VERDENSPREMIERE

Instruktør Emil Munks far bliver pludseligt fundet død i sin lejlighed, på et tidspunkt hvor Emil og hans far er følelsesmæssigt langt fra hinanden. Derfor beslutter Emil at tage en sidste samtale med sin afdøde far. Med hjælp fra to skuespillere genbesøges kærlige og smertefulde minder, mens far og søn taler om kærlighed, revolution, faderens alkoholmisbrug og meningen med det hele. Undervejs må Emil også rejse til Palæstina for at skabe et nyt billede af sin far. 'Forestillinger om min far' er en modig hybridfilm, der overskrider dokumentarismens rammer og bevæger sig ud i fiktionens mulighedsrum.

Sidste øjeblikke

Victoria Francker / Danmark / 2020 / 17 min / VERDENSPREMIERE

Juli og Las’ forhold er ved at være slut. Vi følger den sidste tid i en ung kærlighed, som det ene øjeblik er stærk, det næste skrøbelig. Det ene øjeblik fyldt med kys og glade sommerdage på rulleskøjter, det næste præget af splittelse og søvnløse nætter. Victoria Franckers film giver et intimt indblik i parforholdets mest sårbare sider. De to unge piger ville så gerne have det perfekte forhold, men er fyldt med usikkerhed og uopnåelige forventninger til, hvordan et sådant bør være. Francker integrerer pigernes egne personlige optagelser fra tiden sammen i sin både nærværende og sårbare film.

Barnepigerne

Signe Barvild Stæhr / Danmark / 2020 / 20 min / VERDENSPREMIERE

Da filmskaberen Signe Barvild Stæhr var bare fem år gammel døde hendes mor helt uventet og pludseligt midt om natten. Signe husker kun meget lidt fra den tid sidst i 1980'erne, og hendes far kan ikke lide at tale om det. For at fylde de mange blanke huller kontakter hun de mange barnepiger, der i de følgende år hjalp til i huset. Det viser sig, at alle husker tingene på deres egen måde. 'Barnepigerne' er en performativ dokumentarfilm med et kreativt overskud midt i det dybt personlige projekt. Gennem stilfulde rekonstruktioner af livet i forstaden bliver fortidens fortællinger kaldt tilbage.

Titel
Forestillinger om min far + Sidste øjeblikke + Barnepigerne
Instruktør(er)
Emil Nørgaard Munk + Victoria Francker + Signe Barvild Stæhr
Land(e)
Danmark, Palæstina + Danmark + Danmark
Spillelængde, min
62
Premierestatus
Producer
År
2020 + 2020 + 2020
Sprog
Sales Contact
Premiere
Sprog