Finske Pilvi Takala har oprettet en fake startup-virksomhed for at få adgangskort til SLUSH, en tre dage lang konference-event (og selvfejring) for venture-kapitalister i Helsinki. 'If Your Heart Wants It (Remix)' er Takalas rapport fra indersiden. Kurdwin Ayubs 'LOLOLOL' følger to unge kvindelige kunstneres første forsøg på at få adgang til kunstverdenen. Og 'Garage' er en semi-surreelt udflugt til et ærke-amerikansk ikon: garagen. Her møder vi en anarkistisk nonnekult, der dyrker den tunge marijuana, og en pin-up-dominatrix, der kan sætte enhver mand på plads. Tre værker, der trænger ind i kapitalismens indre rum.
Pilvi Takala / Finland / 2020 / 16 min / INTERNATIONAL PREMIERE
Finske Pilvi Takala har oprettet en fake startup-virksomhed for at få adgangskort til SLUSH, en tre dage lang konference-event og selvfejring for venture-kapitalister i Helsinki. En verden af pumpede powertalks og civiliseret aggression, hvor det helt afgørende er, at man selv tror på det. Neoliberalismen har endelig fundet et kulturelt udtryk. Som i et digitalt Klondyke er startup-universet et sted, hvor gevinsterne er sjældne, men skyhøje. Indsatsen er til gengæld stor, det er alt eller intet. Med Takala på indersiden føres vi med ind i en bizart underholdende verden af forførende ord og overflader.
Kurdwin Ayub / Østrig / 2020 / 20 min / VERDENSPREMIERE
Kurdwin Ayub har med punket, provokerende og performativ energi markeret sig som hovedperson i sine egne videoværker i 2010'ernes nye internetkultur af selfies og selvrepræsentation. I 'LOLOLOL' vender hun kameraet – en iPhone – væk fra sig selv og over mod Anthea, en kunstner i starten af 20'erne, mens hun over en lang aften og nat gør sin entré i Wiens kunstverden. En verden, som bag den forførende facade er en sand Vatikanstat af etablerede alliancer og hierarkier, som unge Anthea skal lære at navigere i, hvis hun vil slå igennem som kunstner. Kurdwin Ayub har skiftet den selvsikre og performative SoMe-ironi i de hidtidige værker ud med en løs vérité-stil, som imidlertid er lige så skarpt observeret og iscenesat, som den på overfladen er let og distanceret. 'LOLOLOL' er på samme tid et oprigtigt portræt af en ung kunstner i (20)20'erne, og en kritik af den kunstinstitution, hun måske er ved at blive en del af.
Olivia Erlanger, Luis Ortega Govela / Mexico, USA / 2020 / 48 min / VERDENSPREMIERE
'Garage' er en semi-surreel udflugt til et ærke-amerikansk ikon: garagen. Siden Frank Lloyd Wright som den første forestillede sig et særligt rum til bilen i sin arktektoniske vision for det moderne forstadsliv, har garagen forvandlet sig fra suburbia-symbol til et en rugekasse for subkulturer og tech-firmaer, der som Apple drømmer om at bygge imperier ud af ingenting. Kunstner Olivia Erlanger og arkitekt Luis Ortega Govelas tværdisciplinære researchprojekt 'Garage' er i sin filmiske form et underholdende og tankevækkende stykke antropologi fra nutidens Californien. Her møder vi blandt andet en anarkistisk nonnekult, der dyrker den helt tunge marijuana, og en dominatrix i pinup-outfit, der kan sætte enhver mand på plads. Erlanger og Govelas værk nøjes ikke med at dekonstruere myten om den amerikanske drøm og den perfekte familie, men udvikler sig til en performativ intervention i et rum, der er emblematisk for den krise, begge dele befinder sig i.