Siden borgerkrigen i Syrien brød ud i marts 2011, er mere end 100.000 mennesker forsvundet - størstedelen af dem som ofre for regimets systematiske kidnapninger. Med ‘Ayouni’ forsøger den BAFTA-nominerede instruktør Yasmin Fedda at sætte ansigter på den svimlende statistik. Igennem intime og poetiske beretninger fra de pårørende gengives to af de bortkomne skæbner. Den katolske præst og menneskeretsforkæmper Paolo Dall’Oglio samt internetaktivisten Bassel Safadi, hvis kritiske røster begge er gjort tavse. Tilbage sidder de efterladte uden vished om de savnedes fremtid eller garantier for at se dem igen. Over seks år har Fedda fulgt de berørte familier, mens de stædigt kæmper for at få svar om deres elskede. Og for at gøre omverden bevidst om et undertrykkende og voldeligt diktatur, hvor selv fredelige civile trues til at tie stille. ‘Ayouni’ er et uafrysteligt bevis for det syriske regimes forbrydelser, der samtidig giver de forsvundne en højlydt og tiltrængt stemme.