Engelske Darren Jordan Cunningham har siden sin debut-udgivelse ’Splazsh’ boret sig fast som en pioner på den engelske klubscene. Elementer fra 2-step, garage og Detroit-techno bliver blandet ind i det uforudsigelige mørke basunivers. Siden albummet ’AZD’ fra 2017 har Actress bevæget sig ud over klubmusikken og udgav i 2018 sit 6. album ’LAGEOS’ i samarbejde med London Contemporary Orchestra. Cunninghams seneste projekt er en live AI/AV-performance, der udforsker potentialet i kunstig intelligens. Her performer Actress side om side med sin AI-karakter Young Paint, der vil optræde som en life-size multi-screen projektion på scenen. Koncertens opvarmning står de uforlignelige KhalilH2OP for. Gruppen der består af Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine), Villads Klint (Minais B, Anyines) og Simon Formann (Age Coin). Ligesom Actress undersøger gruppen bl.a. AI’s kunstneriske potentiale og har siden 2019 trænet en ung kunstig intelligens, der som en shaman fra den digitale åndeverden spejler Nikolaj Vonsilds både menneskelige og maskinelle fraseringer.