08
.
01
.
2021

CPH:DOX flytter til april i 2021

Nedlukningen af biograferne i Danmark og udsigten til fortsatte restriktioner for dansk kulturliv betyder, at CPH:DOX i 2021 bliver rykket fra marts til slut april. Beslutningen sker for at skabe bedre mulighed for at afvikle fysiske publikumsarrangementer og filmvisninger. CPH:DOX er samtidig på vej med et ambitiøst digitalt program, så hele Danmark kan se med.

CPH:DOX bliver i 2021 afviklet som en hybridfestival, der både tilbyder digitale og fysiske arrangementer. Festivalens populære hjemmebiograf fortsætter og vil give borgere i hele Danmark mulighed for at se nogle af verdens bedste dokumentarfilm, deltage i debatter og møde nogle af de mange toneangivende danske og internationale filmskabere, forskere og meningsdannere. Alt sammen live i sofaen derhjemme. Samtidig vender CPH:DOX tilbage med en bred vifte af fysiske arrangementer, koncerter og filmvisninger rundt omkring i København. 

 

Tine Fischer, adm. direktør for CPH:DOX, siger:

“CPH:DOX var den første dokumentarfilmfestival i verden, der gik online og blev digital. Det skete i marts 2020, da hele Danmark lukkede ned. Nu er ambitionen, at vi også kan blive en af de første store filmfestivaler, der igen kan åbne dørene til biograferne og tilbyde fysiske publikumsarrangementer. Vi savner det unikke fællesskab, der opstår, når vi kan mødes og dele de store filmoplevelser, og vi har afgørende brug for den vigtige dialog, der ligger i og omkring dokumentarfilmen.”

 

CPH:DOX bliver i 2021 afviklet fra d. 21 april til d. 2 maj. Beslutningen om at flytte festivalen er truffet for at forbedre chancerne for at lave fysiske arrangementer og filmvisninger i biograferne. Samtidig arbejder festivalen intensivt på at sikre, at publikum vil blive tilbudt trygge oplevelser, hvor der ikke bliver gået på kompromis med de sundhedsfaglige retningslinjer. Det betyder bl.a., at CPH:DOX i 2021 ikke afvikler sociale arrangementer, herunder fester, VR-udstillinger mm. Festivalens mangeårige samarbejde med Kunsthal Charlottenborg, finder derfor ikke sted i 2021, men genoptages igen i 2022.

 

“Lige nu er Danmark totalt lukket ned, men vi går lysere tider i møde, og forhåbentlig bliver situationen i april og maj så god, at vi på en sundhedsmæssig forsvarlig måde kan afvikle en både ambitiøs og nyskabende hybridfestival, hvor vi udnytter dokumentarfilmens digitale potentiale og samtidig giver publikum mulighed for at mødes fysisk og se et udvalg af verdens bedste, nye dokumentarfilm. Vi glæder os til igen at kunne samle mennesker omkring film, der sætter fokus på tidens store og afgørende vigtige problemstillinger og temaer. Vi har et program i støbeskeen, som løfter blikket og ser ud på den anden side af pandemiens altoverskyggende virkelighed. Det handler om klimalov, om nye demokratiske bevægelser, om videnskabens rolle, om tech-giganternes markante globale dominans i verden og i vores liv og om helt almindelige mennesker og det liv, der leves rundt om hjørnet. Vi glæder os til at dele det hele med et stort og deltagende publikum.” siger Tine Fischer. 

 

Festivalens samlede program forventes at blive præsenteret i slutningen af marts 2021.

 

Digitale ambitioner udforskes også i 2021  

Festivalens håb om at kunne vende tilbage i biograferne i 2021 er ikke et udtryk for at CPH:DOX nu bare vender tilbage til ‘den gamle normal’. Sidste års digitale version har givet festivalen værdifulde erfaringer, som vil blive brugt til at bringe festivalprogrammet ud til langt flere mennesker i Danmark. Det digitale program vil bestå af et solidt udvalg af festivalens film, live-debatter, talks og interaktive oplevelser - og vil være tilgængeligt for alle, uanset om man bor i Kerteminde, Thy, Nuuk eller Rønne.

 

Stort program på vej for den internationale filmbranche 

Også den internationale filmbranche kan se frem til et program bestående af såvel digitale som fysiske arrangementer. CPH:DOX er idag et af de vigtigste samlingspunkter for den internationale dokumentarfilmbranche, der under normale omstændigheder kommer til København for at møde de helt rigtige partnere ift. udvikling og finansiering, salg og distribution af dokumentarfilm. I 2019 tiltrak festivalen 1.900+ delegerede fra hele verdenen, og med den digitale transformation i 2020 åbnedes mulighed for at invitere nye interessenter indenfor, som ellers ikke ville have mulighed for at deltage. 2021 versionen af det tætpakkede CPH:INDUSTRY program søger derfor at kombinere det digitale og fysiske med størst muligt udbytte for branchen.

 

Om CPH:DOX:

  • CPH:DOX blev grundlagt i 2003 af festivalens nuværende direktør, Tine Fischer. Med støtte fra både branchen og den nationale presse voksede festivalen fra et besøgstal på 14.000 i det første år til CPH:DOX 2019, som slog alle rekorder med et besøgstal på 114.400.
  • I 2020 betød coronakrisen, at festivalen en uge før åbningen måtte genopfinde sig selv som en digital festival, der som den første i verden udkom online med et stort engageret publikum online. 
  • CPH:DOX arbejder for at indfri dokumentarfilmens forandringspotentiale ved ikke blot at vise filmene, men også forankre dem i samfundet gennem debatter, artist talks, events og masterclasses, der kan skabe rum for refleksion, demokratisk dialog og meningsudvekslinger på tværs af befolkningen.
  • CPH:DOX er samtidig et af de vigtigste samlingspunkter for den internationale dokumentarfilmbranche og et uvurderligt udstillingsvindue for den danske. Festivalen samler årligt knap 2.000 delegerede fra hele verdenen til aktiviteter centreret omkring finansiering, køb, salg og distribution af dokumentarfilm samt vidensdeling og talentudvikling.

 

Yderligere information: 

Sune Blicher, kommunikationschef for CPH:DOX, +45 3122 2661, sune@cphfilmfestivals.dk


MORE:NEWS