Instruktør: Federica Di Giacomo
Italien
2009,
90 min.
Tragikomisk deadpan-dokumentar fra en by i permanent stuearrest
Forestil dig, at du kommer hjem efter en spadseretur rundt om blokken og finder en børnefamilie i din dagligstue. De er ikke kommet for at besøge dig. De er flyttet ind, mens du var ude. Sådan er realiteterne for indbyggerne i den syditalienske storby Bari, hvor der ikke er blevet bygget nye lejeboliger i tyve år. For tre tusind desperate familier på ventelisten til et hjem er 'squatting' eneste udvej - og for de heldige, der har et hjem at klamre sig til, er de et dagligt mareridt. 'Housing' giver fire af de (u)heldige beboere luft for deres frustrationer i et minimalistisk og dybt tragikomisk dokudrama, som finder sted i resterne af en arkitektonisk drøm om effektivisering af de andres liv. Ingen planlægning er også et valg, som med groteske konsekvenser kan gøre et hjem til et fængsel.