Instruktør: Alejandro Cesarco
Uruguay 2008, 12 min.

Billedsproglige begavelser fra en poet med et kamera

Ti minutters ren skønhed fortalt i fem kapitler i smukke sort/hvide optagelser: En monolog over tragediens betydning, en pladespiller, der spiller et uddrag fra den brasilianske Tropicalista-bevægelse, en version af sidste scene i James Joyces novelle 'The Dead', et uddrag fra et requiem over den spanske borgerkrig og en morgenmadsscene mellem et ungt par. Den urguayianske billedkunstner Alejandro Cesarco formår med fintfølende greb at balancere det poetiske nærvær med en formel konceptuel indgang til filmmediet. Det lykkes ham dermed forbilledligt at bevæge sig ind i store patetiske landskaber med en refleksiv og tilstedeværende grundstemning. De punktvise nedslag i ansatsen til en fortælling centreres omkring et ungt pars kærlighed, den dybe kontakt og over for denne romantiske tilstand: Tabet, længslen og tragedien som eksistentiel og litterær form. Det er filmisk forførende som sjældent set og litterært begavet i særklasse.

Instruktør: Birgitte Stærmose
Danmark 2009, 29 min.

Uvirkeligheden i sin yderste, kunstneriske konsekvens

Der er noget ved 'Ønskebørn', som ikke helt er til at placere. En følelse af en dyb uvirkelighed og så noget, der på den anden side føles så virkeligt, at det griber én hårdt i struben. Vi er i Kosovo, blandt byens gadebørn - i 2009. Filmen er bygget op omkring et lille udvalg af disse børn. Men vi er så langt fra den observerende dokumentarisme, som man overhovedet kan komme. Filmens instruktør Birgitte Stærmose vil noget andet. Hun vil fortælle en historie, der hæver sig over de beskidte børnefingre; en historie om deres tab, sorg, overlevelse og menneskelighed. En historie, der rækker langt ud over den enkeltes historie og i stedet griber den fælles historie og dermed en virkelighed i et bredere format. Vi møder børnene i noget, der kunne være virkelige situationer - på gader og pladser - men så sker der noget. De taler, og dét, der siges, er større end deres eget sprog. Det er monologer skrevet til dem i et fortællende, formuleret og litterært sprog. Der er en underlig uvirkelighed, der indfinder sig, og en afstand, der lægger sig mellem os og dem. En afstand, der beskytter dem som mennesker og lader dem bevare deres helt private sorg. Men også en afstand, der løfter både børnene og deres historier ind i et rum med et kunstnerisk og i sidste ende menneskeligt overskud.

Instruktør: Laura Horelli
Finland 2009, 28 min.

Fjernsyn for dig version 2.0

Det private og offentlige rum flyder konsekvent sammen i den finske kunstner Laura Horellis 'A-Bit-To-Bite', hvor hendes egen mor optræder i to vidt forskellige udgaver: i Horellis oplæsning af hendes personlige og afslørende dagbøger, og på tv-skærmen som køkkenkyndig vært for 1970'ernes finske svar på 'Fjernsyn for dig'. Ligesom amerikanske Alex Bag og svenske Anders Kreuger vender Horelli barndommens spildte timer foran fjerneren til en kunstnerisk analyse af sig selv og af det samfund, der spejler sig i de simple og opbyggelige narrativer. Moderen på tv laver mad og fortæller historier i selskab med en stor mus, imens den kræftsyge kvinde fra dagbøgerne træt reflekter over sit liv og sine valg - også det at få børn. 'A-Bit-To-Bite' fortsætter den medie-etnografiske linie fra Horellis tidligere værk ind i det nu meget personlige rum, hvis patos dog stadig er holdt i en udstrakt armslængdes afstand.

Instruktør: José Arnaud-Bello, Sebastián Córdova
Mexico 2008, 14 min.

Hvis disse vægge kunne tale...

'Another Life Without Sundays (Brown Triumph)' er struktureret som en etageejendom og følger et vertikalt narrativ, der registrerer de mere dystre perspektiver i forholdet mellem arkitektur og de mennesker, som lever i den. Hovedkarakteren er den moderne bygning. Filmen udmærker sig ved sin konsekvente brug af stillbilleder og undertekster. Mens billederne repræsenterer tilsyneladende kartografiske beskrivelser af interiøret i en bygning fra 1950'erne, tilbyder underteksterne en række historier og rygter omkring stedet, som blev man guidet gennem bygningen af en gammel, grov og gnaven beboer. Med denne forening af tekst og billede tager en ny bygning form; den der stiller spørgsmål ved konstruktionen af rum fra at være et arkitektonisk objekt til at være et filmisk sted, hvor fragmenter af information er samlet som nøglen til en historie om arkitektonisk suspense.