Den 6.-15. november 2009 indtager CPH:DOX de københavnske biografer, spillesteder, natklubber, gallerier, museer og alle andre hjørner af byen. CPH:DOX er Nordeuropas største dokumentarfilm-event. Med over 33.000 gæster i 2008 har festivalen på kort tid markeret sig som en af årets største kulturbegivenheder med en kunstnerisk profil, der har vakt international opmærksomhed og anerkendelse.
10 dage med film. Men også med koncerter, udstillinger, fester, debatter, masterclasses, seminarer, branchefora, og ikke mindst de skæve, tankevækkende og nytænkende events, som CPH:DOX har gjort til sin specialitet lige siden starten i 2003.
Vi sidder netop nu og planlægger årets program. Og vi kan allerede love, at det bliver 10 absolut fantastiske dage i virkelighedens navn. Bredt og smalt, politisk og provokerende - og altid med kunstnerisk kant. Glæd dig til at opleve det hele på nært hold, det gør vi.
Efterklang første navn i DOX:CLUB på Kgs. Nytorv
Allerede nu kan vi løfte sløret for, hvad der sikkert bliver et af de smukkeste live events på festivalen, nemlig Efterklangs koncerter i forbindelse med de to esklusive visninger af bandets splinternye koncertfilm 'Performing Parades'.
Koncerterne vil blive afholdt den 11. og 12. november i CPH:DOX' helt egen mobile klub/biograf/koncertarena, DOX:CLUB. Sidste år lå DOX:CLUB i kødbyen, men i år vil klubben have huse i et stort og smukt telt i Charlottenborg/Kunstakademiets gård ud til Kgs. Nytorv. Vi glæder os meget til at præsentere Efterklangs koncertfilm og stærkt filmiske koncerter i disse helt unikke omgivelser.
LÆS MERE OM DE 2 KONCERTER MED EFTERKLANG HER
På gensyn i den virkelige verden!
DOX:CLUB, der er kommet til verden gennem et tæt samarbejde med Kunstakademiet, vil danne ramme om en lang række filmvisninger, koncerter, artist talks, seminarer og fester. I den kommende tid vil vi gradvist løfte sløret for, hvad der ellers gemmer sig under DOX:CLUBs hvide teltdug, ligesom vi vil fortælle lidt om resten af programmet , der bl.a. består af:
- 180 nye film fra hele verden.
- Masser af premierer og internationale gæster.
- Seks konkurrence-serier med fokus på nye tendenser og bl.a. dansk dokumentarfilm.
Og meget, meget mere!
Hold dig opdateret her på hjemmesiden, og husk at tilmelde dig vores NYHEDSBREV.
På gensyn i den virkelige verden.
- CPH:DOX |